Hvad er uptime?

Uptime er et af de nøgletal der dukker op så snart man diskuterer drift, aftaler og oppetid. Bag tallene, de nitaller der ser næsten ens ud, gemmer der sig store forskelle i både virkelighed og pris. Her er hvad uptime betyder, hvad nitallerne faktisk indebærer og hvorfor de koster så forskelligt.

Definitionen

Uptime er den andel af tiden en tjeneste kører og er tilgængelig for sine brugere, udtrykt i procent. Det modsatte er nedetid: den tid tjenesten af en eller anden grund ikke kan nås. Et system med høj uptime er altså sjældent nede; et med lav uptime oftere.

Det særlige er at uptime næsten aldrig angives som et rundt tal, men i nitaller: 99 procent, 99,9 procent, 99,99 procent. Grunden er at de sidste decimaler er hele pointen. Forskellen på 99 og 99,99 procent ser lille ud på papiret, men i virkeligheden er der flere døgns nedetid om året imellem. Netop derfor regner man i nitaller, og netop derfor er det værd at oversætte nitallerne til noget mere håndgribeligt: timer.

Nitallerne omregnet til nedetid

Den bedste måde at forstå uptime på er at regne procenten om til hvor meget nedetid den tillader i løbet af et helt år.

Tallene gør forskellen konkret. 99 procent lyder højt, men betyder over tre og et halvt døgns samlet stilstand på et år, og det er helt uacceptabelt for mange tjenester. 99,9 procent skærer det ned til knap ni timer, omtrent en arbejdsdag. 99,99 procent presser det ned til under en time i alt. Hvert ekstra nital fjerner altså omkring halvfems procent af den tilbageværende nedetid, og det er præcis dér omkostningen kommer ind.

Hvorfor hvert ekstra nital koster eksponentielt mere

Her ligger den vigtigste indsigt for en kunde. At tilføje et nital lyder som et lille skridt, men arbejdet bag vokser dramatisk mens gevinsten i faktisk tid skrumper.

At nå 99 procent kræver et system der grundlæggende fungerer. At nå 99,9 kræver god drift, overvågning og rutiner for hurtigt at rette fejl. Men at nå 99,99 kræver noget helt andet: at systemet kan tåle at enkelte dele går i stykker uden at helheden falder. Det betyder dublerede komponenter, automatisk failover når noget fejler, og infrastruktur bygget til aldrig at have et eneste svagt punkt. Omkostningerne og kompleksiteten stiger stejlt for hvert nital, samtidig med at det man vinder, måles i stadig kortere nedbrud. At jagte et nital man ikke har brug for, er derfor en af de mest almindelige måder at bruge penge unødigt på.

Et konkret scenarie

Forestil dig to forskellige tjenester i samme virksomhed. Den ene er et internt system til månedsrapporter som bruges nogle få dage om måneden. Den anden er et kassesystem som butikkerne lever af i hver eneste åbningstime.

For rapportsystemet er 99,9 procent fint: De knap ni timers mulige nedetid om året falder formentlig alligevel på tidspunkter hvor ingen bruger det, og at betale for mere ville være spild. For kassesystemet er de samme ni timer derimod direkte tabt salg og irriterede kunder; dér kan fire nitaller og den dyrere, redundante løsning de kræver, være helt berettiget. Samme virksomhed, to forskellige svar, for konsekvensen af et nedbrud er helt forskellig.

Koblingen til SLA

Endelig hænger uptime tæt sammen med et andet begreb: SLA. Forskellen er enkel, men vigtig. Uptime er måleværdien: den faktiske andel af tiden tjenesten har været tilgængelig, noget man måler bagefter. En SLA (service level agreement) er løftet: en aftale hvor leverandøren forpligter sig til et bestemt niveau, f.eks. 99,9 procent, ofte med kompensation hvis niveauet ikke holdes.

De to hører sammen: SLA’en sætter målet, og uptime viser om det blev nået. En SLA uden opfølgning på uptime er tomme ord, og uptime uden en SLA er tal som ingen har lovet at stå inde for. Når I indgår aftaler om drift og vedligeholdelse, er det værd at sikre at begge dele er med: et klart løfte og en måling der viser om det holdes. Vil I have hjælp til at sætte det rigtige niveau for netop jeres tjenester, så kontakt os.